Skip to main content
Forestil dig...

En verden hvor både nulevende og fremtidige generationer trives

Fremtidskoalitionen er et samlingspunkt for aktører i Danmark på tværs af sektorer, som samarbejder for at fremme fremtidige generationers trivsel.

For at tage hånd om alle de generationer, der kommer efter os selv og dem, vi kender, må vi bevæge os væk fra kortsigtede politiske beslutninger. Vi skal blive bedre til at se frem - både politikerne og deres embedsværk, erhvervslivet og civilsamfundet. Og som borgere skal vi allerede nu øve os i at forestille os den fremtid, vi ønsker, for dem, der endnu ikke er født, og handle for at gøre den til virkelighed.

Hvad arbejder vi for?

Fremtidskoalitionen arbejder for, at nutidens beslutninger ikke sker på bekostningen af fremtidige generationers mulighed for at leve gode liv. Danmark skal være et forbillede for den globale bevægelse for fremtidige generationers trivsel, og derfor arbejder Fremtidskoalitionen helt konkret mod disse tre mål:

Forpligtende lovgivning

Forpligtende lovgivning skal sikre, at alle tiltag med længerevarende effekter udformes, så de ikke står i vejen for fremtidige generationers trivsel.

Uafhængig håndhævelse

En ny, uafhængig institution skal oprettes i armslængde fra regeringen. Den skal have et stærkt mandat til at sikre, at lovgivning for kommende generationers trivsel følges og lever op til FN’s anbefalinger.

Etisk repræsentation

Fremtidige generationer skal have en etisk og fair repræsentation, som man med rimelighed kan forvente, at de selv ville acceptere.

Medlemsorganisationer

Fremtidskoalitionen samler organisationer på tværs af samfundet, og vi bliver hele tiden flere og flere.

Støtteorganisationer

Støtteorganisationerne bakker op om Koalitionens arbejde, men deltager ikke som aktive medlemmer.

Hvordan arbejder vi?

I samarbejde på tværs af sekretariatet, styregruppen og medlemmerne søger Fremtidskoalitionen at udmønte sin mission gennem fire aktivitetsspor:

Viden

Gennem analyser og metodeudvikling sikrer vi et solidt vidensgrundlag for dagsordenen.

Engagement

Vi skaber engagement og gør samtalen om fremtidige generationers trivsel til folkeeje gennem oplysning, borgersamlinger og offentlig debat.

Politisk arbejde

Vi laver politisk arbejde for en ambitiøs implementering af FNs Erklæring for fremtidige generationer. Danmark og resten af verdens lande underskrev Erklæringen som en del af Pact for the Future i 2024.

International erfaring

Koalitionen har tætte forbindelser til andre lande og deler viden med dem for at trække på internationale erfaringer i arbejdet.

Læs om koalitionens og medlemmernes aktiviteter for fremtidige generationer her

Hvad hvis fremtiden fik en stemme? (Forandringskraft 2026)

Hvad hvis fremtiden fik en stemme?

Hvad ville der ske, hvis Danmark faktisk gav fremtidige generationer rettigheder – og forpligtede sig til at sikre deres trivsel? I denne scenariebaserede policy-simulator træder deltagerne ind i en nær fremtid, hvor Danmark har vedtaget en Fremtidslov: En ramme, der giver repræsentation til fremtidens generationer, fremtvinger langsigtethed i beslutningsprocesser og forpligter institutioner til systematisk at arbejde med fremtidige konsekvenser.​

I simulatoren mærker deltagerne, hvordan politik og strategi forandres, når langsigtet ansvar bliver en forpligtelse – ikke et ideal, og hvilken betydning en sådan forpligtelse ville have for deres daglige arbejdsgange og beslutningsprocesser.​

Forandringsfællesskabet for fremtidige generationer står bag sessionen.

Fra usynlige skævheder til fælles handling​ (Forandringskraft 2026)

Hvordan ser intergenerationelle uretfærdigheder ud i dagens Danmark – og hvorfor forstærkes de til stadighed?

I denne workshop undersøger vi sammen med førende eksperter, hvordan blandt andet boligmarked, pensionssystem og demokratisk repræsentation skaber skævheder på tværs af generationer. 

Vi afdækker de mekanismer, der fastholder ubalancer og gør dem synlige og fælles forståelige. Det centrale spørgsmål er derfor: Hvordan oversætter vi strukturelle mekanismer til noget, man kan se, mærke og måle - i hverdagen, i økonomien og i statistikken - så vi kan skabe mere retfærdige vilkår for fremtidens generationer?

Mød blandt andre Pieter Vanhuysse, professor i politisk økonomi og offentlig politik ved SDU, forsker i velfærdsstatens udvikling, aldrende demokratier og intergenerationel retfærdighed, herunder fordeling af ressourcer mellem generationer.

Forandringsfællesskabet for fremtidige generationer står bag sessionen.

Generationsmøder for håb og handling på landets folkebiblioteker

SAMMEN OM FREMTIDEN sætter særligt fokus på at skabe lokale klimahandlinger på tværs af generationer, med biblioteket som ramme og facilitator.

Med projektet ønsker vi gennem generationsmøder mellem unge og voksne 60+ at skabe et afsæt for nye fælles forståelser af og håb for en grøn fremtid. Ved hjælp af metoden Futures Literacy eller “fremtidskundskaber” arbejder vi med en demokratisering af fremtiden i form af tilegnelse af færdigheder og sprog, som giver mulighed for at tage del i den demokratiske debat om fremtiden. Fra pacificerende fremtidsforestillinger til håb og handlemuligheder, hvor f.eks. nye mere bæredygtige fremtidsbilleder kan etableres som alternativ til eksisterende klimadystopier.

Fremtidens Biblioteker og Danmarks Biblioteksforening står bag projektet.

Mød Fremtidskoalitionen på Folkemødet 2026

Fremtidskoalitionen er selvfølgelig med på Folkemødet på Bornholm. Hold øje med siden her for at følge med i vores program. Vi glæder os til at se jer på Solskinsøen.

Fremtidskoalitionen er del af

ImPACT Coalition for Future Generations

ImPACT Coalition er et globalt netværk, der arbejder for at tænke langsigtet i politik. Målet er at beskytte fremtidige generationers rettigheder og interesser. Koalitionen styrker samarbejdet mellem lande og netværk, især fra det Globale Syd. Det bidrager til bedre og mere bæredygtig styring og trivsel for fremtidige generationer.

Future Generations Initiative

Fremtidskoalitionen samarbejder med Future Generations Initiative i Europa. Initiativet arbejder for fremtidige generationers rettigheder i EU og har været med til at få udpeget en EU-kommissær med ansvar for retfærdighed på tværs af generationer (intergenerationel retfærdighed).